Bernard og Bianca
- Sos fra Australien

Udgaver med dansk tale:
DVD 2002  Bluray 2014



Original titel The rescuers, down under
Klassiker nr. 29
Datoer Biograf premiere i USA: 1990
Biograf premiere i DK: 1991
DVD udgivelse i DK: 13/11-2002
Spilletid 74 minutter
Bonus på DVD'en -Bag om filmen
En ganske udmærket reportage, i en fin længde.
-Scrapbog
Ca. 50 billeder, bla. posters og diverse tegninger.
-Kort tegnefilm, "Mickey down under"
Med Mickey og Pluto, en sød historie med Dansk tale
-Kort tegnefilm, "Daddy duck"
Anders and adopterer en kænguru unge. Det giver selvfølgelig en masse problemer.
-Smugkig på Skønheden og Udyret SE, 101 Dalmatinere 2.
-Spil
Find 6 ting på 4 tegninger
-Sing along, "Musenes hjælpekor"
Danske stemmer Bernard, Jesper Klein
Miss Bianca, Birthe Neumann
Wilbur, Jess Ingerslev
Jack, Michael Karøe
Cody, Mark Springborg
Percival McLeach, Ole Ernst
Fister, Henrik Koefoed
Knark, John Hahn Petersen
Formandsmus, Bjørn Watt Boolsen
Doktormus, Esper Hagen
Røde, Willy Ratnov
Mor/Sygeplejerske, Lykke Nielsen
Tjener, John Hahn Petersen
Original stemmer Bernard: Bob Newhart
Miss Bianca: Eva Gabor
Wilbur: John Candy
Jake: Tristan Rogers
Cody: Adam Ryen
McLeach: George C. Scott
Frank: Wayne Robson
Krebbs: Douglas Seale
Joanna: Frank Welker
Charimouse/Doctor: Bernard Fox
Red: Peter Firth
Bellmouse: Billy Barty
Francois: Ed Gilbert
Faloo/Mother: Carla Meyer
Nurse Mouse: Russi Taylor
Tale Dolby digital 5.1
Tekster
Bemærkninger
1.66:1 Anamophic
Omtale:
Bernard og Bianca - de små stjerner, man altid vil huske fra Disneys "Bernard og Bianca" - er tilbage i en helt ny tegnet spillefilm. Denne gang er vores små, hemmelige agent mus i hjertet af Australiens store vildmark, hvor de hører råbet om hjælp fra Cody. Cody er en lille dreng, som kæmper for at redde en sjælden ørn fra en hensynsløs krybskytte. Men når de frem i tide ? På deres farefulde vej møder de indfødte og nye farer bag hvert hjørne.


Anmeldelse:

Bluray 2014:
Denne film er en af ialt 8 "barebone" disney klassikere der udkom på bluray marts 2014. (24: Mads og Mikkel, 27: Oliver og Co, 29 Bernard og Bianca 2, 39 Kejserens nye flip, 40: Atlantis, 41: Lilo og Stitch, 42: Skatteplaneten og 44:De frygteløse). Alle film udgives med begrænset ekstramateriale, og tilgengæld til en rigtig lav pris. Prisen er typisk 99 kr, men også set til 79. Uanset hvad så er det kærkomne og billige tilføjelser til bluray klassikersamlingen.
Efterfølgende anmeldelse dækker DVD udgaven/udgaverne,og den nye bluray udgivelsen.

Filmen:
En spændende historie
Historien starter i Australien. Et par små mus kommer til drengen Cody, og beder ham om hjælp. En af de sidste af en meget sjælden kæmpe-ørne art er fanget i en fælde på toppen af et bjerg, og kun Cody kan redde ørnen. Cody kæmper sig op til den enorme ørn, og får den befriet. Ørnen tager Cody med til sin rede, hvor den har 3 æg at passe på.
Lidt senere falder Cody i en fælde, sat af en grusom krybskytte. Da krybskytten opdager en fjer, Cody har fået af ørnen, tager han Cody til fange, for han skal hjælpe med at finde og fange ørnen.
De to mus fra starten har set kidnapningen, men kan ikke stille noget op, så de telegraferer verden rundt for hjælp. Beskeden når frem til musenes redningskorps i New York, dem vi kender fra den første film. De sender selvfølgelig deres to bedste mus, Bernard og Bianca.
Bernard og Bianca rejser til Australien med hjælp fra albatrossen Wilbur, bror til Orville fra den første film. Wilbur er mindst ligeså skør som sin bror. I Australien får de hjælp fra kængurumusen Jack, der hjælper dem med at finde Cody.
Desværre finde de Cody for sent, krybskytten McLeach har nemlig allerede sluppet Cody fri, og fortalt ham at ørnen er død. McLeach er en snu ræv, han ved at Cody nu vil opsøge reden for at passe på æggene. Og nu skal vores helte vise, hvad de virkelig dur til.

Krydret med humor
Som en ekstra humoristisk vinkel, følger vi samtidig Bernards mange forsøg på at fri til Bianca, men hver gang han prøver sker der et eller andet. Det bliver selvfølgelig ikke lettere, da de får selskab af den charmerende Jack, der nok er det tætteste, man kommer på en Disney udgave af Crocodile Dundee.
Vi ser blandt andet også et lille hospital, styret af mus, der skal kurerer det hold i ryggen Wilbur har pådraget sig under landingen. Rigtig underholdende.

En Disney sjældenhed
Dette er den eneste af de 41 Disney Klassikere, der er en opfølger til en anden film. Men hold da op for en efterfølger, det er første gang, jeg har set filmen, og jeg var da lige ved at vælte bagover af begejstring. Tegningerne er så flotte, og "store", og animationer så vellykkede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Løvernes konge, når jeg så de flotte scener fra Australiens natur. Der er masser af forskellige australske dyr i filmen, og de er alle herligt animeret.
Derudover er det en af de bedste Disney historier, med masser af skæve vinkler.
En anden ting der gør filmen lidt speciel i forhold til de fleste andre Disney tegnefilm, er at der overhovedet ingen sange er i denne film.

Video:
Billedet er widescreen format (1.66:1 Anamorphic). Billedet er noget af en optur i forhold til den første Bernard og Bianca film. Der er klart sket meget rent teknisk på de 13 år, og man kan kun være imponeret. Der er dog enkelte steder, hvor komprimeringen er gået lidt ud over billedet. Det er især på store hvide flader, at det ses, men det er slet ikke nok til at ødelægge et godt helhedsindtryk.
Der er 12 år mellem DVD udgivelsen, og den nye Bluray version, lige så lang tid som der gik mellem filmens biografpremiere og DVD udgivelsen. Der er sket meget på de 12 år, og bluray version er klar flottere end DVD versionen.

Audio:
Også lyden er noget helt andet end på den første Bernard og Bianca. Den er rigtig flot på denne udgivelse. Det skyldes selvfølelig nok først og fremmest at original materialet er bedre end på den første film.

Ekstramateriale:
DVD: Se listen over ekstra materiale længere oppe på siden.
Bluray: Er barberet ned til kun at indholde bagom-reportagen.

Ekstra materialet er flot. "Bag om filmen" er noget der burde være på enhver Disney tegnefilm. De to korte tegnefilm er gode, og passer godt ind i filmens tema. Scrapbogen er også ok, mens spillet er rimelig kedeligt.
Sing along'en hører slet ikke hjemme på denne skive. For det første er den fra den første film, for det andet er der ikke en eneste sang i denne film, og endelig er den ikke oversat til dansk.

Ligesom med den første Bernard og Bianca, oplevede jeg på min DVD enkelte steder problemer med navigeringen i menuen, hvor afspilleren låste og det var nødvendigt at starte/stoppe afspilleren. Det er sikkert et problem, der kun findes på enkelte afspillere, men ikke et fænomen jeg ellers oplever med andre DVD'er.

Konklusion:
Overrasket og begejstret, er nok de bedste ord jeg kan bruge om denne udgivelse. Jeg havde ikke set Bernard og Bianca filmene før, de kom på DVD, og da jeg så den første, blev jeg nok en lille smule skuffet over filmen -selvom det også er en helt ok film. Jeg havde nok ikke så høje forventninger til en opfølger, men blev meget positivt overrasket. En flot og fantastisk film, som her er pakket ind i en fin DVD udgivelse. Et godt bevis for at en 2'er sagtens kan være meget bedre end 1'eren.
Rigtig lækkert at denne udgivelse nu også kan fåes på Bluray.


Anmeldt af Kurt Secher Andersen