Søren Østergaards Tivoli
Varieté 2005
Fyns Stifttidende
(Jørgen Aagaard) skrev 27. maj 2005:
Klirrende brag i Glassalen
Søren Østergaard leverer
underholdning i topklasse
Opskriften er sådan set
nem nok.
Tag nogle unikke, internationale
stjerneartister, der kan levere gys og måben, tilsæt
en vidunderlig sanger, Ivan Pedersen, der mestrer det meste, bl.a.
Beatles-klassikeren "The Fool on the Hill", og kom så
en ordentlig dosis Cirkus Nemo-krydderier i gryden.
Så har du Tivoli Varieté
2005.
Simpelt ikke?
Problemet er bare, at kun en Søren
Østergaard kan få en fyldt sal til at vælte
af grin over indholdsløse cirkusnumre, som egentlig kun
ville få bragende bifald, hvis det var børnene, der
opførte dem hjemme i Cirkus Baggård.
Men hos gummifjæs Østergaard
og Co. er idéerne, mimikken og kostumerne, så barokke,
skæve, vanvittige og ind i mellem så geniale, at man
ikke kan andet end elske den skøre varietédirektør
og hans underskønne frue.
Banaliteter
Generelt leveres larmende underholdende, substansløse banaliteter,
som når Øster-gaard i indledningsnummeret dukker
op af gulvet som dukke på en piedestal og holder en peptalk
om aftenens store show.
Eller når han som den sleske
og fingernemme illusionist Kim Tim kokser rundt i sine sølle
numre, mens hans fingre mest bruges til at klemme lemmet.
Rablende monolog
Og så naturligvis i næsten-slut-nummeret, hvor Bager-Jørgen
leverer sit farvel-show.
En vals for to stænger wienerbrød,
et kornfedt glasurnummer, som er set før, javel, men nu
med tårer i øjnene over Østergaards rablende
monolog, som konstant modsiger hans handlinger.
Burgerfed biker
Varietédirektøren suppleres på forrygende
vis af Sidse Babett Knudsen.
At se hende dø på scenen
- i rollen som primadonnaen Svetlana Asita - er det smukkeste
syn, man kan tænke sig.
Og hun er ikke mindre elegant som
totalkikset, bredgumpet assistent for Øster-gaard i endnu
et tryllenummer, hvor tryllerierne udebliver, som burgerfed amerikansk
biker i tætsluttende læder, og som stærk dame,
der på imponerende vis kan opholde sig i en kummefryser,
der er så kold, at selv de frosne ærter flygter.
Det meste er komplet sindssygt,
men trods kulden er der dækket op til et varmt, klirrende
brag i Glassalen sommeren over.