Søren Østergaards Tivoli Varieté 2005

Politikken (Søren Vinterberg) gav 4 ud af 6 stjerner og skrev 26. maj 2005:

Genialt gøgl og gakkede gensyn
Med Sidse Babett Knudsens mageløse stumfilmskomik, tre førsteklasses varietéartister og en sanger fornyer Søren Østergaard endnu en gang indendørsvarianten af zirkus - men ikke sig selv.


Med betænkeligt bid i underlæben og en hel lille Glassal i hånden tårner Sidse Babett Knudsen sig for tiden op på plakatsøjlerne over hele byen som kvindeligt kæmpemonster - Queen Kong? Nej, faktisk skal vi længere tilbage i filmhistorien for at finde sidestykker til hendes særlige talent som - ifølge programmet - »en af Danmarks få kvindelige klovne«: Til stumfilmens Buster Keaton og Chaplin.

Finest udtrykt i kosteligt samarbejde med Søren Østergaard som det ordløse illusionistpar Ritva & Pekka, vi også mødte sidste år: Med lak i 60'er-frisuren, ål i strømperne og ladeport i nederdelen holder hun assistentens fine, lille smil gennem alle ydmygelser fra det store, bøvede brød, der viser kikset »magi fra de 1.000 søers land«. Rørende, enfoldig, standhaftig, klodset, yndefuld - hendes mimik og motorik unddrager sig fyldestgørende signalement.

Og passer som fod i hose til varieteens, med eller uden ord. Hendes selvbevidst arrogante 'Svetlana Arta' kan atter i år på sit formidable borsjtj-english fortælle om sin og strudsen Ezras kanonsucces med deres nummer - i Oslo, altså! For her er Ezra død, ser vi tydeligt på det udstoppede kæmpefjerkræ, hun slæber ind på scenen. Sidste år måtte hun også afstå fra sit nummer på grund af en »allergi«, der grangivelig lignede højgraviditet. »Copenhagen bad!«, konstaterer hun foragteligt - og det er højkomisk karakterkunst.

Ikke-nummeret er stedets specialitet, ligesom i teltvarianten Zirkus Nemo, og dertil hører også Østergaards velkendte figurer: den fingerfærdige Kim Tim med kjolesæt og skridtkløe og Bager Jørgen, i år med sit »afskedsshow«. Nu forudsætter ikke-numre jo - som al parodi og negationskunst - at vi tror på eksistensen af ægte verdenskunst i genren.

Og dét er ikke svært med den arrige ukrainske lemmedasker af en klovneakrobat, Kotini Junior, den italienske contortionist Annaliza Catena og den tyske jonglør Oliver Groszer på scenen. Slangemennesket Catena slår formfuldendte knuder på sig selv og svæver vandret i luften kun ved tændernes hjælp, mens Groszer efter imponerende kunst med fem kegler og lige så mange bolde udfører et cigaretnummer, der burde være fysisk umuligt - men altså placerer hans artisteri i verdensklasse.

De to sidstnævnte udfolder også hele varietéscenens kanonade af strålende smil og kokette øjekast - alt den platte leflen, der ellers kan få det til at krybe i én af flovhed. Men ikke her, for komikken i de kiksede ikke-numre har for længst taget brodden af enhver selvfedme - heldigvis for den storsyngende Ivan Pedersen, for hos ham er der ingen smalle steder, så lidt som hos Pernille Højmark sidste år i samme funktion: Sangnumre lige fra 'YMCA' til 'Fool on the Hill', fra svedig rock til liderligt lummerrøde ballader, hvor også Det Forrygende Orkester spiller fuldt op til sit navn.

Succes igen, med andre ord? Ja, afgjort. Men med streg under 'igen'. Ny er Babett ganske vist som en skånsktalende stenalder-Pippi, 'Skandinaviens starkaste kvinna', og i Østergaards galleri har Leslie Bøje Møller med pagehåret i år kastet sig over skyggebilleder - men er det ikke ham, der ellers har lavet ballon- og hårskulpturer?

Gid de næste år i stedet vil bygge videre på to af de bedste ny ideer fra i år, her kun skitseret som omstændelige opbygninger til det totale antiklimaks: Dels i skulpturnummeret med den kiksede titel 'Der Goldener Mensch', dels som The Twins fra Tennessee i fantastisk rockermaskering, komplet med affarvet hestemanke, dobbelthage og bodegamuskel ud over læderhoserne. Sammen rummer de kimen til et nyt, mytisk par i den danske scenekomiks historie: Østergaard & Babett - hun en yndefuld midtnormal af Marguerite Viby og Charlie Rivels, han et sted på skalaen fra Dirch Passer til Quasimodo.