Pressemeddelelse Sing Sing Sing
2011

Ivan
Pedersen - Nina
Forsberg - Alex
Nyborg Madsen - Sascha
Dupont Conner - Søren
Jacobsen
I livet og indenfor musikken kan man opnå anderledes resultater,
hvis man med jævne mellemrum ryster posen.
Man kan også forsøge sig med nogle helt nye brikker
i posen. Sing Sing Sing er resultatet af det sidste.
Sing Sing Sing er et møde
mellem fem mennesker med tilsammen mere end 100 års erfaring
i musikkens tjeneste.
De har toppet den hjemlige hitliste, haft international succes,
stået i skyggen af andre stjerner, skrabet bunden, lavet
tv shows,
formidlet andres musik, gået i branchen for kolleger, oplevet
drømme opfyldt og gnavet sig igennem store skuffelser.
Hele tiden drevet af kærligheden til musik. Den kærlighed
er også omdrejningspunktet i Sing Sing Sing.
Medlemmerne er hver for sig kendt
af de fleste danskere og behøver ingen nærmere introduktion,
men det er vel de færreste,
der havde forestillet sig disse navne i samme band. Det havde
de heller ikke selv, men i løbet af nogle uforpligtende
møder og telefonsamtaler var samarbejdet en realitet.
Med fire forsangere kunne man sagtens forledes til at forestille
sig a capella sang, gospel eller Manhattan Transfer Jam;
men det er ikke tilfældet. Når Sing Sing Sing mødes
eller holder liv i den mailkorrespondance, der er nødvendig,
når et af medlemmerne har sin bopæl i Californien,
er det navne som Dylan, Neil Young, Robert Plant, Fleetwood Mac,
Richard Thompson og andre mere eller mindre kendte kunstnere,
der tales om. Og medlemmernes egne bagkataloger endevendes for
at finde de perler i samlingen, der kan få nyt liv i denne
sammenhæng.ja, og helt nye sange - opstået i dette
krydsfelt - er vel heller ikke utænkeligt.
Sing Sing Sing er ikke et kor,
men fem personligheder, der bakker hinanden op i et akustisk univers
af guitarer, keyboards og ting der kan rystes, rasles og slås
på. Og så er der historierne. 100 års samlede
erfaringer fra alle typer af scener, omklædningsrum og backstagefaciliteter,
garanterer hyggeligt og humoristisk selskab på scenen og
foran den.